Anmeldelse: Pigen der legede med ilden
For de mange Stieg Larsson-fans giver "Pigen der legede med ilden" sikkert god mening. Filmen følger romanen slavisk, og man nikker genkendende til Larssons univers, som vi har lært at kende i de tre bøger i Millenium-serien.
Men bøger er - med få undtagelser - ikke skrevet for at de skal filmatiseres, og de tre romaner i Stieg Larssons korte forfatterskab er ingen undtagelse.
Savner Nikolaj Arcel
En filmatisering er i realiteten en gendigtning af en historie. Derfor så vi også i den første film, "Mænd der hader kvinder", at manuskriptforfatter, Nikolaj Arcel, havde tilladt sig at digte lidt om på historien.
Siden den første film er både instruktør og manuskriptforfatter skiftet ud. Det danske makkerpar Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel er skiftet ud med en svensk duo, Daniel Alfredson (instruktion) og Jonas Frykberg (manuskript). Og det er især på manuskriptdelen, at man savner Arcels evner i at omsætte en roman til film.
Væsentlig pointe forsvundet
Filmens mest graverende problem er, at vi aldrig får godtgjort, hvorfor Lisbeth Salander efter sin hjemkomst til Sverige kontakter alle sine bekendtskaber, undtagen Mikael Blomkvist. Ej heller finder vi ud af, hvorfor hun overhovedet havde behov for at rejse væk i et helt år.
Det er en temmelig væsentlig pointe i historien, der her er forsvundet, da det netop hænger sammen med, hvorfor Salander ikke vil i kontakt med Blomkvist, og hvorfor Blomkvist en hel film igennem forsøger at bevise Salanders uskyld i de tre mord.
Det er manuskriptforfatter Jonas Frykberg, man kan lægge til last for dette enorme plothul.
Overflødige kalorier
Frykbergs bagkatalog består udelukkende af manuskripter til tv-serier, og han har tilsyneladende ikke forstået forskellen på dramaturgien i en tv-episode på en lille time og så en fuld længde spillefilm.
Vi skal ikke nødvendigvis have et slags resumé af alle medvirkende i starten af filmen. Både Lisbeth Salanders tidligere chef, Dragan Armanskij, og hendes tidligere værge, Holger Palmgren, er totalt malplacerede og har ingen relation til filmens hovedproblem: Dobbeltmordet i Enskede og mordet på advokat, Nils Bjurman.
Ydermere går der alt for lang tid før hovedproblemet introduceres for publikum. Det er med andre ord et langt og sejt første akt af filmen, og det ligner, at Frykberg blot har brugt dramaturgien fra tv og forlænget den så den passer med en spillefilm.
Manuskriptet indeholder ganske enkelt for mange overflødige kalorier.
Godt suspense
På instruktionssiden gør Alfredson det nogenlunde. Noomi Rapace spiller i rollen som Lisbeth Salander så overbevisende, at man har svært ved at tro, at Rapace ude i virkeligheden synes at være en socialt tilpasset og pæn kvinde med en fornuftig karriere som skuespiller.
Alfredson forstår også filmens virkemidler, når det kommer til suspense. Mange af de mest spændende sekvenser bliver bygget godt op og fyret af, så man hopper i biografsædet.
Instruktøren bærer ansvaret
De øvrige skuespilspræstationer er det så som så med. Michael Nyqvist klarer sig i rollen som Mikael Blomkvist til en bestået-karakter, mens resten af skuespillerne står til at dumpe.
Vi har at gøre med hærdede skuespillere, hvoraf mange gjorde en fantastisk præstation i den første film i serien. Man må derfor tillægge instruktøren ansvaret for den ringe ageren.
Klipning og beskæring af billederne er imidlertid godt udført håndværk, der virker efter hensigten med at fortælle en god krimi på film, men som dog aldrig ophæver sig til kunst.
Alt i alt vil "Pigen der legede med ilden" nok vil blive husket af de millioner skandinavere, der har læst bogen på forhånd. Resten af publikum glemmer den nok hurtigt igen - i værste fald bliver de skræmt fra at læse bogen.
Titel: Pigen der legede med ilden
Instruktør: Daniel Alfredson
Manuskript: Jonas Frykberg
Dato: Premiere i danske biografer fredag den 18. september 2009
