Anmeldelse: Luftkastellet der blev sprængt
Ja, jeg ved godt, at min holdning ikke er den gængse blandt danske Stieg Larsson-fans, men jeg tillader mig at se bort fra, at jeg i forvejen har læst bogen.
For ligesom med "Pigen der legede med ilden" er denne tredje film i serien total uforståelig, hvis man da ikke har slugt den ellers velskrevede svenske roman.
B-holdet vender tilbage
Det er nemlig i høj grad discountholdet, der var udvalgt til at efterfølge Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcels flotte "Mænd der hader kvinder", som endnu engang kludrer i det.
Lad os bare pege fingre. Manuskriptforfatter Jonas Frykberg var udset til at skrive nummer to og tre i Millenium-serien som tv-serie, men efter den første films store succes, besluttede man at klippe skidtet om til to biograffilm.
Og det ses tydeligt, at der er tale om optagelser til tv. Det meste af filmen består nemlig af talking heads, altså billeder af hoveder, der taler i en uendelighed.
Det er ikke film!
Film er billeder, der fortæller en historie, men i "Luftkastellet der blev sprængt" har Frykberg ikke gjort sig umage og forklarer hele historien i replikker, ikke i billeder.
Hurtigere i gang
Noget positivt skal der selvfølgelig også skrives. Modsat "Pigen der legede med ilden" kommer vi væsentligt hurtigere ind i historien. Der er fart på fra starten, og man får lyst til at se filmen til ende.
Instruktør Daniel Alfredson har da også en andel i den kedelige billedside, og han synker omend endnu dybere, da historien mangler den suspense, som både den forrige film og bogen byder på.
Til gengæld får Alfredson ganske nydeligt afrundet trilogien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, og man letter sig fra sædet godt tilfredsstillet af afslutningen.
Læs bogen først
Har du ikke allerede læst bogen, så skynd dig, inden du slår bagdelen i biografsædet.
Og har du slet ikke læst nogle af de tre bøger, så hold dig til den første film "Mænd der hader kvinder". De to næste film i serien er bare ikke pengene værd.
